GATE er en kunstinstallation skabt til indgangspartiet hos
virksomheden SlowmotionFX. Værket markerer et sceneskift og byder virksomhedens kunder velkommen. På denne måde slår GATE tonen an og fortæller, at den besøgende nu er ankommet til en kreativt og reflekterende filmproduktionsvirksomhed.
GATE er inspireret af Sophie Taeuber-Arps ruminstallation ”Bar Aubette” fra 1926-28. På baggrund af en analyse af dette værks formsprog og karaktertræk har vi udviklet det regelsæt, der er grundlaget for GATE's komposition.
|
|
Værkets kombination af store og små felter og disse felters vekslen mellem energiske og passive farver skaber en dynamisk balance mellem energi og ro. Værket indrammer rummets væsentligste dørparti og formidler derved det retningsgivende fokus, der gør det let at orientere sig i et rum med mange døre. Rummets mange døre skaber et diffust grid af linjer som GATE får samlet til en overskuelig og rolig oplevelse, samtidig med at GATE byder velkommen med et markant visuelt udtryk.
Materialer: MDF, akvarelpapir, vægmaling og gouache.
Opsat 2014 i Staldgade 66, København K
|