TIME & PLACE var en stedsspecifik lysinstallation, der udfoldede sig i Søndre Kapel på Vestre Kirkegård i København. Lysinstallationen var en del af Copenhagen Light Festival 2023 og Arkitekturhovedstad 2023.
Søndre Kapel udgør centrum i Stjernevejen, et kulturlandskab med fire, diagonale stier, hvor det gamle kapel befinder sig i midten. Når man befinder sig i Søndre Kapel, mister man nemt orienteringen, idet man ikke kan skelne de fire identiske stier fra hinanden. Man træder for en stund ud af tid og sted, og sanserne skærpes i forhold til omgivelserne og ens egen tilstedeværelse.
Den hængende lysinstallation kunne både opleves om dagen og i aftentimerne. Om dagen kunne man opleve installationens indfarvede flader i naturligt lys, mens de om aftenen blev belyst med spots, hvilket fremkaldte andre nuancer og lyseffekter i rummet. Om aftenen skabte afdæmpede lyslinjer og belysning af kapellets facade en scenografi omkring installationen.
|
|
Lysinstallationens udtryk var inspireret af dagslysets form, når det på specifikke tidspunkter på døgnet og året, skinner ind gennem fire runde åbninger i kapellet og danner et cirkulært lysbillede på den modstående væg. Installationens farver var inspireret af himlens og omgivelsernes palette, mens de forskellige retninger i installationen reflekterede tabet af orientering.
TIME & PLACE var en bearbejdning af samspillet mellem lys, flader og materialer på stedet samt dets effekt på den besøgende.
Kunde: Områdefornyelsen Bavnehøj og Copenhagen Light Festival
Materialer: Akryl, skibslak, resin pigment, stål, wireophæng.
Spots: Palco, iGuzzini.
|